<

Smitte med PRRS på Hatting i Horsens02-08-2019 - 08:22

 

 

 

Smitte med PRRS på Hatting i Horsens

Hattings ornestation i Horsens er smittet med PRRS. Blodprøver udtaget 22/7 og besvaret 26/7 viste forekomst af PRRS-1 (Dansk PRRS). Samme dag er der udtaget flere blodprøver, som viser at infektionen er vidt spredt ud i sektionerne. Dermed er der risiko for overførsel af PRRS via sæd.

 

Avl & Opformering

Seges anbefaler, at søer der er løbet den seneste uge, fjernes fra besætningen for at undgå smittespredning. Hvis soen er insemineret tidligere, er der ingen biologisk begrundelse for at fjerne den, for så vil en evt. smitte allerede være startet.

Rød kontrol fastlægger screeningsprogrammet i Avls- og Opformeringsbesætninger. Disse besætninger indberetter løbninger og dermed har Danavl nøjagtig information om, hvilke besætninger, der har fået sæd fra Horsens i den pågældende periode. Søer der er insemineret med sæd fra Horsens, skal blodprøves 3 gange med en uges mellemrum og hvis den pågældende besætningsejer har fjernet disse søer fra ejendommen, så skal der blodprøves 20 kontaktdyr 3 gange med en uges mellemrum.

 

Produktionsbesætninger

For produktionsbesætningerne er der ikke udsendt fælles vejledning om, hvordan man skal forholde sig.

Det er svært at gisne om den procentuelle risiko for at få inficeret sin besætning, men der har i hvert fald været positive dyr på ornestationen siden 15. juli, for at der kan være positive reagenter d. 22. juli. Det betyder, at der reelt er en risiko for at man allerede i starten af juli kan have modtaget sæd med PRRS og hvis det er tilfældet, vil infektionen være ved at etablere sig i besætningen. Dermed er tidspunktet for hvornår, man har kunnet nå at handle, forpasset. Hvis man først har modtaget sæd i løbet af de sidste 1-2 uger (uge 29-30) og man har det bedst med at gøre noget, så kan man fjerne 1-2 ugehold fra sin besætning. Hatting Horsens kan kontaktes, for præcise oplysninger om, hvilke datoer man har fået leveret sæd herfra.

Blodprøvning (påvisning af antistoffer) vil først være relevant fra ca. uge 33, da det tager tid for soen, at danne de antistoffer som testen skal påvise. Blodprøver skal udtages af søer, der er insemineret med sæd fra Horsens i juli måned.

 

Køber du polte ind?

Få en snak med din besætningsdyrlæge omkring indkøb af sopolte den kommende tid! Der findes mange forskellige former for karantænestalde og ikke alle er lige effektive. Særligt K-stalde placeret på samme ejendom som soholdet, må anses som mindre effektive, hvis indkøbte sopolte er aktive virus-udskillere.

<